GC - hjemrejsen
Sidder her i Las Palmas lufthavn, hvor det tunge skyts af tålmodighed lige skal justeres, da vi er forsinkede - altså flyet, ikke gemalen og jeg.Nå, men status er, at vi begge glæder os til at vende hjem til matriklen, og at vi følte os 'løsladt', da vi fik plasticbåndet, som signalerede, at vi var med på All-Inclusiveholdet skåret over. Der var i sandhed en lettelse - og endnu et tegn på, at vi alt ikke er til sådanne koncepter.
Men nu føler vi os igen stucked - vente, vente, vente - det er ikke en af mine stærkeste...
Nå, jeg har skridtet lufthavnen af - den er ca. 0,5 km lang.
I flyet fik jeg en plads lige bag en Teenager, der startede turen med at hoste og nyse. Med en tur forude på omkring 5 timer....., så hvis vi følte os lukket inde før....
Her en time før landing vælger teenen så at rette sædet op - vende sig sidelæns og sætte sig op på armlænet ved vinduet - som giver hende et totalt overblik - og os en dejlig masse baciller. Der er en dame bagved, som er begyndt at nyse nu - hurra, så kan vi få det hele i stereo.
Nå, vi landede så omkring kl. 01, fik hurtigt vores kufferter - og så havde vi været så forudseende, syntes vi selv, at vi for første gang havde taget UP'en med til Kastrup og parkeret ude på Lars Tyndskids - læs: næstbilligste p-plads uden overdækning. Det var frostgrader der kom os imøde, da vi løb ud fra terminalen til shuttlebussen, og der var en hvinende vind, da vi kom ud på LT's. Vi fandt hurtigt bilen, pakkede kufferter og tasker i, skyndte os ind i bilen, i med nøglen - og intet skete. Bum. Nå, det var sjovt, for så sent som i morges havde jeg fat i vores servicekort til VW, da jeg skulle pakke min pung tilbage til normal. Og i nat drømte jeg om, at vi måtte ringe efter hjælp. Så jeg var egentlig ikke overrasket - jeg hev bare kortet frem og ringede til servicen på en næsten død telefon. De meddelte, at de ville komme indenfor en time. Vi valgte at gå ind i venteværelset, hvor der var lidt varmt. Da kom jeg lige i tanker om at jeg havde kodenummeret til at komme ud med bilen på den næsten-afgået-ved-døden-mobil, greb en kuglepen, tændte mobilen, skyndte mig at notere koden og slukkede igen. Jeg havde givet servicemanden gemalens nummer, så resten af kommunikationen foregik på hans.
Nå, men servicemanden kom da indenfor 20 minutter - flink mand - havde selv lige været på GC for 14 dage siden. UP'en var ikke tom for strøm - hun var bare bundfrossen.
Nu var klokken jo 2 om natten, så vi fik stort set vejen hjem for os selv og NU er vi så tilbage på matriklen, hvor vi liiiige sidder over en øl og synker de sidste begivenheder. For der er i sandhed sendt en laaang forbandelse over denne rejse, som nu er SLUT ;)
Men nu føler vi os igen stucked - vente, vente, vente - det er ikke en af mine stærkeste...
Nå, jeg har skridtet lufthavnen af - den er ca. 0,5 km lang.
I flyet fik jeg en plads lige bag en Teenager, der startede turen med at hoste og nyse. Med en tur forude på omkring 5 timer....., så hvis vi følte os lukket inde før....
Her en time før landing vælger teenen så at rette sædet op - vende sig sidelæns og sætte sig op på armlænet ved vinduet - som giver hende et totalt overblik - og os en dejlig masse baciller. Der er en dame bagved, som er begyndt at nyse nu - hurra, så kan vi få det hele i stereo.
Nå, vi landede så omkring kl. 01, fik hurtigt vores kufferter - og så havde vi været så forudseende, syntes vi selv, at vi for første gang havde taget UP'en med til Kastrup og parkeret ude på Lars Tyndskids - læs: næstbilligste p-plads uden overdækning. Det var frostgrader der kom os imøde, da vi løb ud fra terminalen til shuttlebussen, og der var en hvinende vind, da vi kom ud på LT's. Vi fandt hurtigt bilen, pakkede kufferter og tasker i, skyndte os ind i bilen, i med nøglen - og intet skete. Bum. Nå, det var sjovt, for så sent som i morges havde jeg fat i vores servicekort til VW, da jeg skulle pakke min pung tilbage til normal. Og i nat drømte jeg om, at vi måtte ringe efter hjælp. Så jeg var egentlig ikke overrasket - jeg hev bare kortet frem og ringede til servicen på en næsten død telefon. De meddelte, at de ville komme indenfor en time. Vi valgte at gå ind i venteværelset, hvor der var lidt varmt. Da kom jeg lige i tanker om at jeg havde kodenummeret til at komme ud med bilen på den næsten-afgået-ved-døden-mobil, greb en kuglepen, tændte mobilen, skyndte mig at notere koden og slukkede igen. Jeg havde givet servicemanden gemalens nummer, så resten af kommunikationen foregik på hans.
Nå, men servicemanden kom da indenfor 20 minutter - flink mand - havde selv lige været på GC for 14 dage siden. UP'en var ikke tom for strøm - hun var bare bundfrossen.
Nu var klokken jo 2 om natten, så vi fik stort set vejen hjem for os selv og NU er vi så tilbage på matriklen, hvor vi liiiige sidder over en øl og synker de sidste begivenheder. For der er i sandhed sendt en laaang forbandelse over denne rejse, som nu er SLUT ;)
Kommentarer
Send en kommentar