Man skal udfordre sin hjerne...
... hver dag, er der nogen, der siger. Jeg har i sandhed udfordret min de sidste par dage, skal jeg hilse at sige!
Jeg er kort sagt taget på skiferie med min veninde. (I parantes bemærket skal jeg lige sige, at jeg ikke har stået på ski, siden jeg var teenager. Det var, da jeg var på sprogrejse til Salzburg. En amerikansk pige og jeg fandt på en dag, at vi da skulle ud og stå på ski, så vi lejede skiudstyr og tog bussen til Zeel am See og steg op i liften, tog ski på og regnede med, at det nok skulle gå... hvorefter jeg faldt tabte ski og stave og fortsatte selv 50 m indtil jeg landede på et lige stykke. Lige efter mig kom to drenge på vel en 8-9 år, som havde samlet alt mit tabte udstyr op, og løb ned til mig og spurgte, om det var mit udstyr. Ja, tak, sagde jeg og samlede det op. Det samme skete for min veninde - dog med den forskel, at hun blev kontaktet af to yderst godt udseende fyre, som endda tilbød hende at tage udstyret med til mellemstationen, hvorfra hun kunne tage en lift. Jeg måtte ud i siden, hvor sneen gik til knæet og gik med fuldt udstyr de to timer, det tog at komme ned til liften. Med dette i bagagen kunne min lyst til at tage på skiferie ligge på et meget lille sted, men jeg tog chancen med den tanke, at man jo skal udfordre sin hjerne... ;))
Det er helt bevidst, at jeg ventede til i dag - dag 2 med at skrive noget som helst om denne tur, da jeg i går efter 2 timers skiskole med privatlærer var nået så langt, at jeg med hende i den anden ende af min ene stav kunne lave nogle kurver med skiene i 'pizza', som hun kaldte den form. Veninden var over alle bjerge, imens jeg kæmpede med at gå sidelæns og lave pizzaer (jeg hader pizzaer af et godt hjerte...) Da vi kom hjem, havde jeg meget ondt i mit venstre skinneben og fandt ud af, at jeg havde foret fra bukserne siddende indenfor skistøvlen, som jo i forvejen vejer et tons. Det gjorde nas, og jeg var lige ved at opgive ævred og tænkte, at der var meget lang tid til vi skal hjem igen.
I dag - 2. dag - havde jeg dog booket samme skilærer endnu engang - Gisa - en ældre dame, som minder lidt om en indtørret rosin, men som var meget tålmodig. Hun snakkede fanden et øre af og man havde ikke meget taletid, hvilket var meget godt, fordi det er svært at være konverserende, når man også skal koncentrere sig om noget helt nyt: jeg står på et par planker, som bevæger sig og de gør, som min krop gør... Hm, ja, så gælder det jo bare om at være klar over de signaler, man sender derned!
Gisa sagde på vej op, at jeg skulle stå alene i dag. Tanken 'Ja, det tror du' strejfede mig, men da vi kom op til sidste stykke, hvor vi skulle have en tallerkenlift tog hun mine stave og stillede dem nede ved liften (man skal udfordre sin hjerne hver dag...). Vel oppe havde hun i første omgang et reb, som jeg fik den ene ende af til at holde i. Det holdt godt vejen ned. 2. gang var det helt uden i hælene på hende, mens hun råbte 'Tal, Links, NICHT NACH VORNE BEUGEN!! Pizza' osv. Det går egentligt godt og jeg bliver mere og mere fortrolig med at få lidt mere fart på. Jeg plover hele vejen - forsøger med lige ski - men kroppen er ikke klar til det endnu, såeh jeg venter...
Så gør Gisa mig opmærksom på, at veninden er i nærheden. Hun kommer over til os og vi skal skifte til en blå piste for at komme ned til Gletcher 2, hvorfra man kunne tage liften ned. Hun sagde, at jeg på det sidste stykke skulle ned ad en anden vej, fordi der var lidt smalt til sidst. Nå, vi sætter igang og jeg får liidt for meget fart på, går i panik, bøjer mig forover, får yderligere fart på og hører Gisas stemme råbe 'PIZZA' i baggrunden. Jeg ryger selvfølgelig ind på den smalle piste - og her har jeg virkelig fart på. Jeg er kort sagt helt i panik, benene ryster under mig, men jeg holder mig mærkeligt nok på benene - får i farten øje på en snehøj forude, som jeg 'vælger' at foretage min nødlanding på - det var i hvert fald der skiene førte mig hen...
Farten tager af og jeg smider mig til sidst for ikke at komme ind på vejen med skiløbere, der kommer på tværs.
Nå, der skete ikke noget - andet end jeg var ved at skide storke - men alle lemmer var i behold og det var jo godt. Vi landede på Gletcher 2, hvorfra veninden og jeg lige var inde og få en varm chokolade med rom og en liter vand.
Eftermiddagen tilbragte vi med at køre rundt i omegn. Vi planlægger at tage til Salzburg onsdag. Det bliver fedt. I morgen har de lovet dårligt vejr, så vi ser lige... :)
Jeg er kort sagt taget på skiferie med min veninde. (I parantes bemærket skal jeg lige sige, at jeg ikke har stået på ski, siden jeg var teenager. Det var, da jeg var på sprogrejse til Salzburg. En amerikansk pige og jeg fandt på en dag, at vi da skulle ud og stå på ski, så vi lejede skiudstyr og tog bussen til Zeel am See og steg op i liften, tog ski på og regnede med, at det nok skulle gå... hvorefter jeg faldt tabte ski og stave og fortsatte selv 50 m indtil jeg landede på et lige stykke. Lige efter mig kom to drenge på vel en 8-9 år, som havde samlet alt mit tabte udstyr op, og løb ned til mig og spurgte, om det var mit udstyr. Ja, tak, sagde jeg og samlede det op. Det samme skete for min veninde - dog med den forskel, at hun blev kontaktet af to yderst godt udseende fyre, som endda tilbød hende at tage udstyret med til mellemstationen, hvorfra hun kunne tage en lift. Jeg måtte ud i siden, hvor sneen gik til knæet og gik med fuldt udstyr de to timer, det tog at komme ned til liften. Med dette i bagagen kunne min lyst til at tage på skiferie ligge på et meget lille sted, men jeg tog chancen med den tanke, at man jo skal udfordre sin hjerne... ;))
Det er helt bevidst, at jeg ventede til i dag - dag 2 med at skrive noget som helst om denne tur, da jeg i går efter 2 timers skiskole med privatlærer var nået så langt, at jeg med hende i den anden ende af min ene stav kunne lave nogle kurver med skiene i 'pizza', som hun kaldte den form. Veninden var over alle bjerge, imens jeg kæmpede med at gå sidelæns og lave pizzaer (jeg hader pizzaer af et godt hjerte...) Da vi kom hjem, havde jeg meget ondt i mit venstre skinneben og fandt ud af, at jeg havde foret fra bukserne siddende indenfor skistøvlen, som jo i forvejen vejer et tons. Det gjorde nas, og jeg var lige ved at opgive ævred og tænkte, at der var meget lang tid til vi skal hjem igen.
I dag - 2. dag - havde jeg dog booket samme skilærer endnu engang - Gisa - en ældre dame, som minder lidt om en indtørret rosin, men som var meget tålmodig. Hun snakkede fanden et øre af og man havde ikke meget taletid, hvilket var meget godt, fordi det er svært at være konverserende, når man også skal koncentrere sig om noget helt nyt: jeg står på et par planker, som bevæger sig og de gør, som min krop gør... Hm, ja, så gælder det jo bare om at være klar over de signaler, man sender derned!
Gisa sagde på vej op, at jeg skulle stå alene i dag. Tanken 'Ja, det tror du' strejfede mig, men da vi kom op til sidste stykke, hvor vi skulle have en tallerkenlift tog hun mine stave og stillede dem nede ved liften (man skal udfordre sin hjerne hver dag...). Vel oppe havde hun i første omgang et reb, som jeg fik den ene ende af til at holde i. Det holdt godt vejen ned. 2. gang var det helt uden i hælene på hende, mens hun råbte 'Tal, Links, NICHT NACH VORNE BEUGEN!! Pizza' osv. Det går egentligt godt og jeg bliver mere og mere fortrolig med at få lidt mere fart på. Jeg plover hele vejen - forsøger med lige ski - men kroppen er ikke klar til det endnu, såeh jeg venter...
Så gør Gisa mig opmærksom på, at veninden er i nærheden. Hun kommer over til os og vi skal skifte til en blå piste for at komme ned til Gletcher 2, hvorfra man kunne tage liften ned. Hun sagde, at jeg på det sidste stykke skulle ned ad en anden vej, fordi der var lidt smalt til sidst. Nå, vi sætter igang og jeg får liidt for meget fart på, går i panik, bøjer mig forover, får yderligere fart på og hører Gisas stemme råbe 'PIZZA' i baggrunden. Jeg ryger selvfølgelig ind på den smalle piste - og her har jeg virkelig fart på. Jeg er kort sagt helt i panik, benene ryster under mig, men jeg holder mig mærkeligt nok på benene - får i farten øje på en snehøj forude, som jeg 'vælger' at foretage min nødlanding på - det var i hvert fald der skiene førte mig hen...
Farten tager af og jeg smider mig til sidst for ikke at komme ind på vejen med skiløbere, der kommer på tværs.
Nå, der skete ikke noget - andet end jeg var ved at skide storke - men alle lemmer var i behold og det var jo godt. Vi landede på Gletcher 2, hvorfra veninden og jeg lige var inde og få en varm chokolade med rom og en liter vand.
Eftermiddagen tilbragte vi med at køre rundt i omegn. Vi planlægger at tage til Salzburg onsdag. Det bliver fedt. I morgen har de lovet dårligt vejr, så vi ser lige... :)
Kommentarer
Send en kommentar