Mad hver anden dag - 5 år!

Hmm - ja, hvem skulle have troet det? Det er vist det, man kalder livsstil. Det der med faste er bare noget jeg gør. Jeg kan ikke undvære det - har det rigtigt godt med det - får tonsvis af energi af det - såeh, det er nok ikke noget, jeg så'en lige holder op med.
Kan jeg anbefale det? Altså, jeg vil sige, at faste afhænger af personen. Hvordan er dit blodsukker? Er du typen, der ikke kan undvære et måltid uden at blive sur/umulig at have med at gøre? Ja, så er det ikke fasten, du skal søge.
Efter at have snakket med flere om, hvordan de har det med faste - helt uvidenskabeligt - er der flere, der konstaterer, at det med mad er noget, der foregår i dit hoved. Min oprindelige tanke om faste var: Nåh ja, i U-landene sulter folk dag efter dag. På sigt tager deres fysisk sikkert skade - men i det overflodssamfund, vi lever i, hvor vi er så priviligerede rent madmæssigt, tager vi i hvert fald ikke skade af at give maven en pause nogle gange om ugen...
Helt nøjagtigt faster jeg 3 gange om ugen - 156 dage om året. Første gang jeg gjorde det regnestykke, fik jeg en 'aha-oplevelse' - 'nå, der kan man bare se - vi nærmer os halvdelen af mit 'liv''...
Er der noget jeg savner - de negative sider? Der er i mit liv to - og de har begge sociale islæt:
- jeg spiser ikke hver dag med Gmalen (men hånden på hjertet: hvem gør det)
- Bøvl med planlægning, hvis jeg skal spise med andre på ikke-maddage.
And-that's-it!
Arh - jeg ved ikke, om du havde forestillet dig, at jeg ville sige,
- at det er ligesom drugs - at jeg savner mad,
- at jeg kun tænker på mad på ikke-maddage
- at jeg bliver misundelig på andre, når de sidder og spiser...

Men jeg er fuldstændig ligeglad med hvad andre spiser. På ikke-maddage skænker jeg ikke mad en tanke - jeg ser det faktisk som en fridag, hvor jeg ikke skal lave madpakke eller lave mad. Og som sagt: sultende mennesker 'faster' mere, end jeg gør. Så jeg føler mig priviligeret: jeg kan selv vælge, hvorvidt jeg vil spise eller ej. Det er s'gu stort ;)