Mad hver anden dag

Det er sorg. Det er dét, det er. Så mærkeligt at finde ud af - og so far out…

Altså: alt det, der sker med Ralf lige nu - de store forandringer. Ændringer, som begrænser ham mere og mere. Og det går stærkt pt. 

Den første udfordring, han fik, var skuldrene, som begge er blevet opereret pga. hans virke som boksetræner gennem en menneskealder. Her kunne han efterfølgende endnu træne sig selv, som han plejede. Boksetræningen sluttede han endeligt med som 76-årig. Han er 86 nu.

Den nye udfordring var asbestosen - lungehinderne, som han fik konstateret asbest i som følge af hans arbejde på skibe i sine yngre dage. Han fik erstatning (det kommer man ikke til at leve længere af og man får det heller ikke bedre, skulle jeg hilse at sige). Ralf fik at vide, at han ikke ville dø af det  - men med det…

Så fik han nedsat hørelse, som gjorde, at han ikke brød sig om at være i større selskaber mere, fordi han ikke kan følge med i, hvad folk siger. Ralf fik høreapparater, som irriterer ham, så han har dem ikke altid på… Det skaber en masse misforståelser mellem ham og jeg, og han går helt sikkert glip af mange ting, jeg siger, fordi han ikke bruger dem. Og det er vigtigt. For hvis jeg bliver misforstået hele tiden, så har jeg det ikke godt - og når jeg siger noget til ham og han så siger ‘hva’?’ - så skruer jeg op for volumen - og så siger han: ‘ja, du behøver jo ikke at råbe’ - og såen - you-do-the-math…

Så er der synet, som er blevet så dårligt nu, at Ralf ikke tør køre cykel mere. Jeg har foreslået, at vi investerer i en cykel, hvor vi sidder ved siden af hinanden. Men Ralf vil ikke ligne en invalid, så det bliver der ikke noget af. Jeg tænkte ellers, at det kunne være en løsning på, at han kunne få vind-i-håret og vi kunne få nogle fælles oplevelser - livskvalitet - men nej…

Den diffuse gigt, som dukker akut op alle vegne i hænder, skuldre og ben, er også en stor udfordring. Den kommer som lyn fra en klar himmel - hver gang - og lammer ham.

Asbestosen er nu så fremskreden, at Ralf får åndenød og bliver rigtig dårlig, når han går i bad, i mados, når det er toget eller bare en smule vådt i vejret.

Ralf sover det meste af dagen, når jeg er på arbejde. Han står op, når jeg kommer hjem og er oppe typisk til vi har spist aftensmad. Så går han i seng igen og står først op lidt i 20. Så ser vi en tysk serie eller en film på det meget store TV, vi har købt  for nylig. Ralf har svært ved at følge med, fordi mange af optagelserne er mørke - så jeg fortæller, hvad der sker på opfordring og læser højt…

Nå, men det er jo slet ikke Ralf, jeg ville have ned på papiret - det er mig selv. Men ovenstående er nødvendigt for at forstå det der med sorg…For 3 år siden holdt jeg op med at drikke alkohol. I mit baghoved lå der 2 grunde: Ralfs morfinbaserede  medicin var efterhånden så stærk, at han tåler alkohol meget dårligt. Den anden var, at nogen-skulle-jo-kunne-køre-bil-i-alle-tilfælde…

Hvordan kan jeg glæde Ralf? Give ham nogle gode oplevelser? Det er meget korte tidsintervaller, jeg har med at gøre, så jeg har valgt i den sidste tid at nurse Ralfs søde-tand. Han elsker wienerbrød og is og Bridgeblanding, så jeg har sørget for at det ikke har manglet. Og jeg har selv deltaget big-time i fortæringen. For selskabets skyld (virkelig, virkelig dårlig undesyldning 🙄). Det er meget hyggeligt at nyde noget sammen - men… Det er godt nok ikke godt for mig. Jeg har taget meget på. Det bliver man ikke lykkelig af, note-to-myself. Jeg er holdt op med at faste og er blevet enormt sukker-craving på det sidste.

Og så er der det med håret… Jeg har altid ønsket mig at få meget kort hår. Jeg har ikke mødt en frisør, der ville klippe mig så kort, som jeg ønskede, og Ralf har altid godt kunne lide mit lange hår. Da jeg gik i overgangsalderen, tabte jeg så halvdelen af håret, så nu så det meget dumt ud med de lange lokker, så jeg fik klippet det kortere og kortere - men som sagt ikke, som jeg ville have det.

Da Ralf så var så langt, at han kun kan se omridset af mig (der er han nu) bestemte jeg mig til, at det skulle være nu. Og jeg ville ikke spørge nogen - jeg gik selv igang med at klippe håret - meget kort. Det gav nok et gib i min omkreds, at jeg var så korthåret - en af mine kolleger sagde, at det da var noget af et statement, men at hun syntes, at det var sejt. Det var så først her forleden, at jeg kom i tanker om, at det jo er pga. sorg, at jeg har klippet mit hår. Hvor fanden skal man ellers gøre af sin sorg? Jeg aner det ikke, så det er vel et meget godt sted at placere det - eller?

Der er flere, der har spurgt, hvordan jeg har det, når jeg fortæller om Ralf. Og jeg har måttet være dem et svar skyldig i mange år. Men nu ved jeg det altså. Jeg sørger. Og det har jeg gjort rigtigt, rigtigt længe. Men jeg lukker med. Det er jeg nødt til. Jeg skal være der for Ralf. Ellers giver det hele ingen mening.