En dag
Her sidste år, da skolen lige var startet (jeg er skolebibliotekar) – og eleverne havde fået alle taskebøger udleveret, gik jeg ned med flaget og blev sygemeldt i over 3 måneder pga. dårlig ryg, som tenderede en diskusprolaps efter at have langet bøger over skranken til lidt over 700 elever. Jeg forbandede hele faglitteraturen langt væk, mens jeg lå dér og havde ondt af mig selv. Og der havde jeg masser af tid til at udtænke, hvad der burde ske i fremtiden med disse taskebøger, som jo også lægger grunden til dårlige rygge hos eleverne – en 9. klasses elev får typisk 14-15 bøger + diverse hæfter…..
’En dag vil der ikke findes faglitteratur som bøger’, var min første tanke – og så ræsede tankerne ellers videre.
’En dag vil al faglitteratur være samlet i en virtuel vidensbase – en platform, hvor man som lærer og elev kan downloade al faglig undervisningsmateriale. Når læreren skal hente inspiration til sin undervisning, slår hun op på et trinmål fra Fælles Mål til det klassetrin, hun har brug for og ud kommer der så forslag til undervisning med tilhørende faglitteratur. De midler, der i forvejen følger eleven til undervisningsmateriale bliver kanaliseret over til den virtuelle vidensbase – forfatterne bliver aflønnet ved aflæsning af historik pr. download.’Så kan forfatterne opdatere deres materiale, så det er aktuelt hele tiden. Forlagene kan ikke tjene penge på at udgive nye oplag. Vi sparer masser af skove.
Nå, nu har vi så en masse viden flyvende ude i cyberspace – men hvordan skal eleverne så komme lettest til denne viden? Ja, i hvert fald ikke ved at have en traditionel bærbar i tasken. Den er for tung – upraktisk. Nej, de skal alle sammen have en MAP (Multi Active Projekt) – en e-bog med to skærme – sider – som læses som en bog. Under højre side af bogen ligger et trådløst tastatur som kan trækkes ud. MAPen har headsæt, IP-tlf. osv. Man kan tegne, male, skrive i MAPen og den har alle de gængse programmer.Så får vi ikke brug for IT-lokalerne – dem kan vi lave om til auditorier – pladsen til faglitteraturen på skolebiblioteket bliver frigjort og kan bruges til værksteder/gruppearbejde el. lign. Eleverne får ikke dårlige rygge af at slæbe taskebøger – osv. osv. – ja, tilføj selv…
Da jeg fortalte min grankusine om denne idé var hendes kommentar til det:’ Ih, sådan én gad jeg godt have – og øv, at det ikke bliver i min tid…’ Men en dag……

Kommentarer

Populære opslag