Set i gulvhøjde - tanker om folkeskolen i fremtiden

- eller: hvem tør rive kortene i stykker og smide dem op i luften?

Jeg har lige lagt Steen Hildebrandts bog 'Børnene er det vigtigste' fra mig - en bog alle undervisere, skoleledere, skolebestyrelser og politikere burde få under huden.

Et citat fra afsnittet om Samarbejdsæraen: 'Hvis vi siger, at den industrielle æra lagde vægt på værdier som disciplin og hårdt arbejde, autoritet fra toppen, betydningen af finansiel kapital, betydningen af den industrielle produktion og den økonomiske markedsplads samt privat ejendomsret, så kan man sige, at samarbejdsæraen, den kollaborative æra, lægger vægt på kreativ leg, mand-til-mand-interaktion, social kapital, deltagelse i åbne fællesskaber, adgang til globale netværk samt en omfattende industriel produktion, som vil finde sted på helt andre måder end under det gamle industrielle paradigme.' Javel så. Det er den danske folkeskole i min optik ikke gearet til - vi hænger stadig fast i pensum, pæsen og præstation, hvor de boglige fag har magten. Og på trods af gode intentioner fra Antorini og co.om at styrke musikundervisningen, er dette jo blot et udtryk for at skrue på parameteret for musik - dette gør jo ingen nytænkning for folkeskoleloven.

Mit liv som lærer startede for 18 år siden, hvor jeg som nyudklækket fik skema med musik-/kortimer - og så fik jeg fyldt resten af skemaet op med specialundervisningstimer. Jeg startede på helt bar bund, hvor logik og sund fornuft førte mig et stykke af vejen, men jeg havde absolut ikke de fornødne kompetencer til dette område. De udfordringer eleverne sad med, fik mig dog til at tænke en del over deres situation - og folkeskoleloven…

Jeg havde mange elever til specialundervisning gennem de første år og af dem husker jeg specielt 2. Vi havde en pc stående i specialcentret - uden netforbindelse. En af mine første elever gik i 3 klasse, da jeg fik ham. Som forhåndsviden erfarede jeg, at han var meget svær at nå, når det gjaldt læsning - han korssluttede fuldstændigt og begyndte som regel at græde, når han blev bedt om at læse i timerne. Jeg blev godt nok målt meget, da han trådte ind ad døren, men jeg bad ham lægge bøgerne på bordet - så tog jeg et spil frem - husker ikke hvilket - men et rigtigt spil - ikke pædagogisk udtænkt - og så spillede vi. Undervejs fandt jeg ud af, at han var rimelig kvik og at han havde en fantastisk sort humor. Så det blev vores udgangspunkt for vores relation. Og han vandt som regel over mig (hvilket selvfølgelig udløste håneret;)) - vi spillede mindst et spil, når vi sås. Jeg fandt også ud af, at han var mere end velinformeret om verden omkring ham. Jeg udspurgte ham, hvor han havde al sin viden fra?? Biblioteket, var svaret. Hm - den vender jeg tilbage til. - Nå, ja og så rejste han en del med sine forældre - moderen er lærer. Han var bl.a. i Kina - og her var jo en del at fortælle om, når han kom hjem. Han havde også en stor interesse for naturen og kunne i detaljer fortælle om sine interesseområder.

Jeg har altid interesseret mig for IT - i den tid det har eksisteret. Det blev min elev, der præsenterede mig for 'minestrygeren', som han vidste en hel del om. Da han skulle fortælle mig om strategien i spillet, stillede han sig bag ved mig og fortalte om alle de fejl, jeg foretog mig - og alternativerne - den idéelle videndelingssituation, jeg kender.

Nå, jeg gik ham så på klingen mht. hvordan han så - som så modvillig læser - indhentede sin viden på biblioteket? Jo, han lånte da bare lydbøger! Og fandtes det ikke på lydbog, så fandt han veje - fik sin mor eller andre til at læse - eller i sidst ende forsøgte han selv. Set i bakspejlet må internettet og adgang-for-alle og lignende værktøjer have været hans redning. Jeg har i hvert fald ingen spekulationer om, hvordan det er gået ham - han var nysgerrig, innovativ og kreativ i sin søgen på information.

Senere fik jeg en pige til specialundervisning, som gik i børnehaveklassen. Det er ret usædvanligt at få en elev i denne alder, da hun jo ikke engang er startet på den rigtige skole - så hvad kunne der være i vejen med hende? Jeg blev informeret om at hendes familie lige var kommet retur fra arbejde i et andet EU-land. Forældrene følte at deres to børn - en dreng, der var startet i 3. klasse og deres datter skulle gå i dansk skole. 'Problemet' var, at pigen var fagligt up-to-date med sin bror. Hun læste på 3. klasses-niveau - eller højere og alt, hvad hun lærte blev indtaget og bearbejdet i raketfart på første etage…. Og hvad gør man så med hende? Hvilke udfordringer skulle jeg stille hende? Skulle jeg give hende bøger på hendes læseniveau? Lære hende grammatik? Hvad? Hvad?

Nå, jeg gjorde, som jeg plejer, når jeg ikke lige kan se logikken - så vi gik i gang med at spille spil. Det kunne hun rigtigt godt lide - og hun var rigtig god til det. Her fik vi så en snak om, hvor hun kedede sig i timerne og ikke kunne forstå, at de andre ikke kunne det samme, som hun. Jeg spurgte, om hun havde fået nogle veninder i klassen - og det havde hun - hjerteveninder og stærke bånd fra begyndelsen….

Hm. 'Kan du spille klaver?', spurgte jeg så. Det havde hun ikke lige stiftet bekendtskab med, så jeg tog hende med over i musiklokalet og spillede 'Lille Peter edderkop' for hende, mens hun så på. 'Ih,' sagde hun, 'Det lyder næsten som et helt orkester!'. Jeg spurgte, om hun lige kunne spille det, jeg havde spillet (med en hånd). Det gjorde hun så - som om hun aldrig havde gjort andet. Hm. Så flyttede jeg fingeren op på en af de sorte tangenter og spillede samme melodi igen. Spurgte, om hun så lige kunne spille det - hvilket hun så gjorde - igen. Så fik jeg sved på panden….. ;) Nå, jeg ringede fluks over til musikskolen, som ligger lige rundt hjørnet og forklarede leder-Per, som jeg kendte, hvad jeg lige havde oplevet. 'Tag hende lige med herover', sagde han. Hvilket jeg fluks gjorde. Her var så en klaverlærer(inde), som skruede klaverstolen helt op i højeste position og lagde et par bøger ovenpå og så fik de to sig en snak over klaveret.

Enden på det hele blev, at hun fik klaverundervisning i specialundervisningstimerne - jeg fulgte hende over og hjem -  resten af året. Forældrene meldte hende ind i musikskolen og hun spillede til første forårskoncert året efter. Og så flyttede hendes forældre hende ellers over på en skole for elever med særlige forudsætninger efter 5. klasse, da hun selv kunne se, at vi ikke var i stand til at tilbyde hende mere (det syntes jeg ikke vi var i forvejen…)

Det var 2 solstrålehistorier. Som lærer og skolebibliotekar støder jeg dagligt på elever med kreative og innovative evner, som ikke er noget man måler i den danske folkeskole - men som alligevel er det, vi skal leve af i fremtiden. Det er ikke nødvendigvis fagligt stærke elever. Da jeg blev klasselærer i en 1. klasse, stødte jeg på en dreng, som havde meget svært ved at knække koden, når det gjaldt læsning. Han havde glædet sig så meget til at starte i den 'rigtige' skole og lære at læse, så stort var hans skuffelse, da han fandt ud af, at det var en stor mundfuld at sluge. Jeg snakkede en del med ham og forældrene om det - det var jo kun første klasse - lad os nu lige se tiden an. Han ville ikke modtage specialundervisning, men kæmpede selv med det. Han var stædig. Han var i øvrigt også den første elev, der sad og grinede over hele hovedet, når jeg mumlede noget indforstået ironisk til mig selv om mig selv (som ingen andre elever reagerede på).

 Nå, med tiden lykkedes det - han blev en langsom læser. Dette var før vi fik strategierne til faglig læsning og før it-værktøjerne kom på banen. I dag ville han være godt hjulpet med en IT-rygsæk.

Da han gik i 5. klasse kom jeg på et videoredigeringskursus, som skulle vise sig at vende skuden for ham. Jeg vidste, at jeg skulle afgive klassen til sommerferien og jeg var temmelig opsat på at videregive min viden om video til dem (det er vel 12 år siden), for jeg vidste, at det var et felt, der interesserede min udfordrede elev. Her fik jeg selv mine lærerpenge, hvad angår indførsel af videoredigering klassevis - læs: problemer med teknikken, programmet, netforbindelse, log-on osv. osv. Men det lønnede sig!  Min udfordrede elev slugte simpelthen det-hele-på-den-halve-tid - jeg fik en ekstra hånd i videndeling i ham og han var kanon til at lære fra sig. Og summa summarum:  Da de i 8. og 9. skulle lave projektopgave var han en af de mest foretrukne til at arbejde sammen med - han havde jo teknikken i orden! Og ham kunne man altid spørge - selvfølgelig ;)

Jeg er også tysklærer. Og det er her, jeg for alvor mærker, at folkeskoleloven ikke slår til. Og nu tænker jeg på Antorini igen. Hun har lige siddet til en konference sammen med kulturminister Uffe Elbæk  og Uddannelsesminister Morten Østergaard, som alle er enige om at der skal gøres noget ved musikundervisningen i folkeskolen. Hun sagde i sit indlæg, at hun havde erfaret, at et meget højt procenttal af de lærere, der underviste i musik var linjeuddannet i musik i modsætning til mange andre fag. Samtidig havde hun også hørt, at det var de færreste musiklærere, der underviste efter Fælles mål… Vuffor mon dét? I en passant kom hun selv med svaret: '….., eller måske skal de fælles mål laves helt om?.'. Jeg tror egentlig ikke, hun selv lagde mærke til, at det var det, hun sagde - for det blev i hvert fald ikke berørt resten af dagen - ej heller i sammendraget til sidst.

Som tysklærer ligger pensum, dispositioner og FSA i baghovedet hele tiden. Vi laver tests, for at eleverne kan blive trygge med prøveformen og her i slutningen af en 8. klasse står jeg med 4 elever, der har scoret 00 i deres test. De modtager alle specialundervisning i andre fag - den ene har lige fået diagnosen 'ordblind' og er - i 8. klasse - blevet tilbudt IT-rygsæk (liiiidt sent skulle jeg mene).

Og hvad kan jeg så gøre for disse elever? De har et skoleår tilbage, med stadigt stigende krav i alle fag. I min optik burde de investere deres energi på de udfordringer, de har i de andre fag og vælge tysk fra. Men her skal jeg nok forvente en negativ reaktion fra forældrene - begrundelse: Jamen, så kan de ikke komme i gymnasiet! OK, hvem siger, at de skal på gymnasiet? Bliver man som bogligt faglig svag mere lykkelig dér - i et om muligt endnu mere bogligt miljø, end det, de kom fra?

I denne klasse er der 27 elever. Med al respekt for Cooperative Learning og det fortærskede ord differentiering er jeg ikke i stand til at nå hele klassen rundt og yde den hjælp, der er brug for i tysk (som jo stadig er et begynderfag i folkeskolen. Hvorfor kan de, der evner det ikke bare få det fra 5. klasse?) Og nu har Antorini givet dispensation til en klassekvotient over 28 til 83 folkeskoler! Suuk.

Da min dengang 2. klasse fik opgaven at fortælle om, hvad deres forældre lavede, kastede de fleste sig aktivt ud i fortællingen - altså på nær en dreng. Han var temmelig passiv. Da jeg spurgte ham hvorfor, sagde han, at hans far havde et kedeligt job. 'Jamen, hvad laver han da?' 'Han sidder bare på kontor hele dagen', var svaret. Da jeg senere spurgte moderen, fortalte hun at han var programudvikler i Microsoft….

Senere som kontaktlærer i elevrådet kom de med det forslag, at de godt kunne tænke sig en 'Uddannelsesdag' på skolen. Hvordan den lige skulle stykkes sammen, vidste de ikke, så jeg måtte lige en tur i tænkeboksen. Et år efter fyldte vi den store sal med 35 engagerede forældre, som ved stande, fortalte eleverne om deres job (hjulpet af en tipskupon, som eleverne skulle have udfyldt). I den lille sal var der 3 oplæg fra forældre med en skæv uddannelsesvinkel - men et spændende job (for vi skal jo ikke alle være professorer ;)). Dette til mellemtrin og udskoling. Indskolingen var udenfor for at besøge stationer med politi, brandvæsen, sygeplejerske, kok og dyrlæge, hvorefter de løste tilhørende opgaver…

Næste opgave er en innovationsuge, hvor hele skolen skal arbejde målrettet med kreativitet, innovation og entreprenørskab og skabe 'produkter', der har værdi for andre - forhåbentligt hjulpet af udfordringer fra de omkringliggende virksomheder...

Med disse tanker i bagagen har jeg en sådan usigelig lyst til at sende folkeskoleloven gennem en makulator - smide det hele op i luften - så vi kan få tænkt den folkeskolelov OM. Som Steen Hildebrandt skriver er det ikke nok, at man skruer lidt på parametrene indenfor fagene - for ethvert valg medfører jo et fravalg - hvilket vi så, da de boglige fag blev prioriteret sidst. Der skal altså tænkes ud af boksen - og her tænker jeg ikke kun på ringetider og ydre struktur - jeg tænker på, om hvorvidt alle elever skal lære det samme?? Giver det mening? Vi skal jo ikke alle sammen være det samme - eller? Og skal skolen bestå af klasser? Hvis fremtidens BNP skal indtjenes af innovative, kreative og entreprenante mennesker - skulle vi så ikke tage fat i at få uddannet og fremelsket disse kompetencer? Tænke, tænke, tænke…. ;)