Nåh, men du ringer bare – ik’ Corydon?
Nu har jeg ikke været på arbejde siden slutningen af marts
pga. KL har vredet armen om på DLF med et ultimatum, som ikke giver grundlag
for forhandling – da det jo er ultimativt. Corydon sprang liige hurtigt nok ind
og lockoutede lærerne (for tænk, hvis vi havde tænkt os at strejke – uha, så
havde DLF jo kunnet trække Corydon og Ziegler rundt i manegen rent
tidsmæssigt).
Jeg har sammen med mine kolleger stået ved skolen hver
morgen, hvor vi skilter med vores utilfredshed. Vi har haft talrige møder, hvor
vi lægger hovederne i blød for, hvad vi kan foretage os for at være synlige og
bringe vores utilfredshed ud. Vi har været i studiet og indspillet, vi har gået
march mellem kommunens skoler og besøgt borgmesteren (som tilkendegiver, at han
da har stemt for lockouten – og at en lærer med 2 3. klasser da kun behøver den
halve forberedelsestid (læs:uvidenhed i 3. potens)). Og i aften går vi fakkeloptog
gennem byen.
De 4 uger har påvirket mig i flere retninger. Jeg har sammen
med kolleger skrevet læserbreve. Vi har haft et hav af møder, som har bragt os
tættere sammen som kolleger. Vi har spillet softball-turnering mellem kommunens skoler. Vi har besluttet, at vores ikke-tilstedeværelse om
morgenen også er et statement, så dem tager vi to af denne uge.
Jeg har endelig fået lavet en surdej til rugbrød og skal i
dag bage af den i anden generation. Jeg har hængt ud på nettet hver dag og
har aktivt søgt et job i det private erhverv (ikke at jeg forventer at komme i
betragtning, men så har jeg da foretaget mig noget aktivt i mit liv ;))
Så var det, det slog mig: Den arrogance, Corydon og Ziegler
viser, skal da bare besvares med arrogance – eller? Jo – det er da
tilsyneladende det eneste, de forstår. Så jeg synes, vi skal blive hjemme,
slå benene op, tilbringe ventetiden med vore egne, evt. nurse kollegasamarbejdet
med fællesarrangementer og opklarende møder, som intet har med offentligheden at gøre, spille golf
og nyde det. Det er jo os selv, der finansierer den ufrivillige ventetid.
Corydon har planen klar i skuffen, som bliver taget frem,
når det passer ham, og ikke et sekund før (sikken magt at have – det må kilde helt ned i tæerne ;)). Vi har allerede tilkendegivet vores utilfredshed - og jeg tror ikke hverken befolkning eller KL er i tvivl om vores mening. Jeg tror bare, at medierne har nået et mætningspunkt - er selv nået til kun at læse overskrifter mht. lockouten. Jeg vil reagere, når Corydon gør det. Indtil da vil jeg deltage i de ting, der forventes af DLF i det omfang, jeg kan - mest af kollegiale hensyn - og så selvfølgelig for ikke at komme i bad-standing hos DLF ;)
Såeh - du ringer bare, når du synes det er på tide, at jeg tager på arbejde - ik' Corydon? 

Kommentarer
Send en kommentar