Mad hver anden dag - og på mange andre måder

Ja, så kom Politiken ud med 'den nye trend', som skulle være startet i januar i år inspireret af et BBC-program, sendt på DR2 omhandlende - faste.
Dejligt, at jeg ikke er den eneste, der har taget fasten til mig og at det nu kommer ud i det åbne og forhåbentlig bliver vendt og drejet og undersøgt ordentligt.
Skrev i går som reaktion på artiklen, som ikke kom med i dagens avis:
'

Mad hver anden dag
”Hvorfor ikke?” er mit motto. 10. maj 2012 besluttede jeg mig til at spise mad hver anden dag. Det var efter jeg havde set aldringsforsker Martin Borch Jensen på ’Go’ aften Danmark’, som fortalte, at han havde set nogle forsøg med bla. aber i USA, som viste, at de aber, der fik mad hver anden dag så meget bedre ud og havde bedre ’tal’. Han besluttede sig til, at det ville han prøve på egen krop, hvorefter hans ’tal’ forbedredes –  og han tabte sig. Hans forældre sagde til ham, at de syntes, at han var godt tosset, hvorpå han replicerede, at det kunne de da bare prøve selv. Som sagt – så gjort – med samme resultat.
Det kunne jeg ikke lade stå alene, så jeg sagde til gemalen, at det ville jeg også prøve. Jeg har nok prøvet de fleste kure, der findes, som kan købes for rimelige penge. Jeg har vejet og målt min mad, forsaget kød, pasta, brød og hvad ved jeg med samme resultat: at når kuren er slut, så ryger man tilbage i samme gænge som før og gør, som man plejer. Så jeg var på det tidspunkt nået så langt, at jeg var holdt op med at veje mig og gik laangt udenom guruer, der kom med diverse nye trends, hvad kost angik.
Men denne tanke om mad hver anden dag, kunne jeg ikke slippe – for hvem siger, at man skal spise mad hver dag mindst 3 gange? Hvor er den endelige evidens for det?? Så hvorfor ikke liige prøve, om det var noget.
Gemalen sagde bare ’Go for it’ – han støtter mig i alt, so no probl ;). Nå, jeg besluttede mig for at starte allerede næste dag, hvor jeg kun indtog vand, te og kaffe – hele dagen på arbejde – hele aftenen og så i seng til sædvanlig tid. Jeg forestillede mig om natten, at jeg sikkert ville kaste mig grådigt i køleskabet næste morgen, men faldt alligevel i søvn normalt.
Da uret ringede halv fem stod jeg op og lavede alle mine morgenritualer: wc, bad, tandbørstning, påklædning, kaffebrygning – og først da kom jeg i tanker om mit projekt. Det er jo maddag! Så frem med A38 og müesli – og kaffe. Jeg opdagede hurtigt, at jeg ikke kunne spise mere, end jeg plejer – man kan altså ikke putte dobbelt portion i mavesækken, bare fordi man ikke har spist over et døgn. Jeg smurte madpakke og tog på arbejde. Dagen var helt normalt og jeg havde ikke lyst til at spise mere, end jeg plejer.
Næste dag – ikke-maddag faldt jeg bare ind i rytmen – og her var masser af gevinster: jeg skulle ikke smøre madpakke = mere tid til avislæsning, maven skulle ikke bruge energi på at forbrænde mad = toptunet hjerne og masser af overskudsenergi, og på sigt fandt jeg ud af, at det jo alt andet lige koster meget mindre i kostpenge at spise hver anden dag. Vores køleskab er ikke mere fyldt med en masse unødige ting. Gemalen får det, han har lyst til at spise – og hver anden dag spiser vi sammen. Der er ingen grænser for, hvad kosten må indeholde (selv om kosten drejer en hel del ind mod noget sundt – det er simpelthen det, jeg har lyst til, når jeg skal fylde depoterne).
Når der er en fest, hvor der er mad inkluderet, som ligger på en ikke-maddag er jeg ikke så krakilsk, at jeg ikke vil spise – så spiser jeg det måltid og føler på ingen måde ’synd’ – året har jo 365 dage…
Jeg har tabt mig lidt over 10 kg – ’mad hver anden dag’ er blevet min livsstil. Når jeg snakker med andre om det, forventer jeg ikke at de skal kaste sig over lignende projekt (jeg ved jo selv, hvor mange kure jeg selv har været gennem, som ikke battede noget for mig ;)) – men jeg er da glad for at der er andre, der afprøver lignende projekter – for lad os da lige få afprøvet påstanden om, at man absolut skal fylde sin mave med mad hver dag, når der er andre muligheder – så hvorfor ikke?? http://annette-ketils.blogspot.com/  :)

Kommentarer

Populære opslag