På hospitalet i Tyrkiet
Gemalen startede for 4 dage siden et usædvanligt tæt forhold til toilettet, der kun blev mere intens, som døgnet gik. Nå, det er nok noget du har spist, blev vi enige om. Det er s'gu nok den lokale slagter, der solgte os de der frosne T-bonesteaks (som ellers smagte pragtfuldt??). Jeg sendte ham for en sikkerheds skyld en venlig forbandelse - ak, ja, fordommene vælter jo ud ad én, når nogen i ens nærhed har det dårligt. 3. døgn ville jeg ikke tage ansvar for gemalens tilstand mere alene. Gemalen var på dette tidspunkt næsten flyttet ind på toilettet, og jeg vidste ikke mine levende råd.
Nå! Så var gode dyr rådne! For med mit ikke-eksisterende tyrkiske - hvad gør man så? Jo, jeg gik da ned til vores vicevært, som kun kan tale tyrkisk, men udmærket forstår engelsk (så er det jo ligesom kun mig, der har bolden hele tiden). Jeg forklarede op-ad-stolper-og-ned-ad-vægge hvordan sagerne stod til. Han sagde noget på tyrkisk, som indholdt 'university-hospital' - vi kom dog ind på privathospitalet Özel Bodrum Hastanesi - , hvorpå han drog sin Nokia, som som gemalens kun står et skridt fra at blive udnævnt som pendant til danefæ (hvad hedder det??;))..... - bladrer i sin kontaktliste.... og finder et nummer. Ringer op og taler - og taler - og taler (det ku' jeg rigtig' godt li' - sikke mange dejlige tyrkiske ord, der kom ud dér ;)) - Nå, han sluttede - kiggede på mig og sagde 'ten minutes'. Ok, tænkte jeg - det vil jeg s'gu gerne se! (I parentes bemærket bor vi øverst på et bjerg - dét der gør, at vi de to gange, vi har været her har lejet bil og ikke kunne forestille os lige at spadsere en tur i det lokale.)
14 minutter senere hørte jeg et køretøj udenfor. Gemalen havde i den mellemliggende tid nået at barbere sig og vaske sit hår. Så kom en læge ned - dame - og sagde, at gemalen skulle med. Han fik ble på af hensyn til eventuelle uheld på vejen - tror det var første gang efter babyalderen, han prøvede dét - jeg nåede lige at smække hans medicin, pas, penge og rene underbukser/t-shirts i en pose. Jeg spurgte om jeg skulle følge efter i lejebilen. No, sæt dig foran i ambulancen.....
Så gik turen ellers mod Bodrum. 15 km op og ned ad bjerge. Jeg har kørt denne tur mange gange - men aldrig på den måde ambulanceføreren kørte på! Der er en masse skarpe hårnålesving, store huller i vejen, som man vender sig til - de er ved at blive repareret - og jeg har højest kørt 70 km, som er den højeste hastighed, man må køre her - for det meste 50 km - men denne ambulancefører var selvskreven til formel 1 (og jeg sad jo foran - nu med neglene naglet til hvad der var at holde i).... Lad mig sige: han kørte utroligt sikkert - hvordan det så er muligt, når man har en hastighed mellem svingene på omkring 120 km! Når vi nærmede os biler, satte han bare sirenen på - nåede lige at tænke: so ein Ding muss ich auch haben - og selv i denne morgentrafik kom vi til Bodrum på rekordtid (jeg tror rent faktisk, at han nød turen - jeg skænkede gemalens ble en tanke indimellem...)
Så skulle man jo tro, at alle der arbejder på et hospital kan engelsk - NEJ. Endnu en sprogbarriere. Der var dog en engel, der svævede over vandene, som kom og oversatte til engelsk, når der var stuegang og når eksperten i ukontrollerbar tarmfunktion var til stede. Hun har også et nummer, man kan ringe til - og jeg skal hilse og sige, at vi har kun mødt venlige ansigter på trods af sprogvanskeligheder og en service der - hvis den ikke er lige så god som den danske simpelthen er bedre.
Og så har vi tegnet en forsikring for længe siden - LB - som har indbygget rejseforsikring. Siden vi viste den - og vores pas - blev gemalen flyttet fra skadestuen med en skrigende baby, som hele tiden skulle suges og en masse andre patienter - til en enestue på etagen over. Og se lige, hvordan den så ud:
Tja, det er ikke så værst endda. Sygeplejerskerne flyver rundt og tager blodtryk, prøver og skifter drops hele tiden. Det mindste vink - og de er der. Jeg fik sågar mad serveret. Gemalen fik skånekost - suppe og yoghurt.
Så regnede vi jo med, at gemalen efter et døgn ville blive løsladt - men nej. Hans forhold til toilettet er ikke formindsket - det vælter stadig ud af ham. Såeh hvad gør man så? Jeg ringede til englen, og spurgte om hvordan jeg i det hele taget skulle forholde mig. Hun sagde, at hvis gemalen ikke er i stand til at rejse i morgen, så sørger FORSIKRINGEN for at give rejseselskabet besked - og FORSIKRINGEN sørger for at få os af sted, når gemalen er fit til at rejse.'Thank you. Sorry - I just worry'. 'Don't worry - if you worry, your husband also worry.' var hendes svar. Så nu har jeg foreløbig smidt bekymringerne overbord og koncentrerer mig om gemalen og de 'daglige gøremål' - og tak for det ;)
Nå! Så var gode dyr rådne! For med mit ikke-eksisterende tyrkiske - hvad gør man så? Jo, jeg gik da ned til vores vicevært, som kun kan tale tyrkisk, men udmærket forstår engelsk (så er det jo ligesom kun mig, der har bolden hele tiden). Jeg forklarede op-ad-stolper-og-ned-ad-vægge hvordan sagerne stod til. Han sagde noget på tyrkisk, som indholdt 'university-hospital' - vi kom dog ind på privathospitalet Özel Bodrum Hastanesi - , hvorpå han drog sin Nokia, som som gemalens kun står et skridt fra at blive udnævnt som pendant til danefæ (hvad hedder det??;))..... - bladrer i sin kontaktliste.... og finder et nummer. Ringer op og taler - og taler - og taler (det ku' jeg rigtig' godt li' - sikke mange dejlige tyrkiske ord, der kom ud dér ;)) - Nå, han sluttede - kiggede på mig og sagde 'ten minutes'. Ok, tænkte jeg - det vil jeg s'gu gerne se! (I parentes bemærket bor vi øverst på et bjerg - dét der gør, at vi de to gange, vi har været her har lejet bil og ikke kunne forestille os lige at spadsere en tur i det lokale.)
14 minutter senere hørte jeg et køretøj udenfor. Gemalen havde i den mellemliggende tid nået at barbere sig og vaske sit hår. Så kom en læge ned - dame - og sagde, at gemalen skulle med. Han fik ble på af hensyn til eventuelle uheld på vejen - tror det var første gang efter babyalderen, han prøvede dét - jeg nåede lige at smække hans medicin, pas, penge og rene underbukser/t-shirts i en pose. Jeg spurgte om jeg skulle følge efter i lejebilen. No, sæt dig foran i ambulancen.....
Så gik turen ellers mod Bodrum. 15 km op og ned ad bjerge. Jeg har kørt denne tur mange gange - men aldrig på den måde ambulanceføreren kørte på! Der er en masse skarpe hårnålesving, store huller i vejen, som man vender sig til - de er ved at blive repareret - og jeg har højest kørt 70 km, som er den højeste hastighed, man må køre her - for det meste 50 km - men denne ambulancefører var selvskreven til formel 1 (og jeg sad jo foran - nu med neglene naglet til hvad der var at holde i).... Lad mig sige: han kørte utroligt sikkert - hvordan det så er muligt, når man har en hastighed mellem svingene på omkring 120 km! Når vi nærmede os biler, satte han bare sirenen på - nåede lige at tænke: so ein Ding muss ich auch haben - og selv i denne morgentrafik kom vi til Bodrum på rekordtid (jeg tror rent faktisk, at han nød turen - jeg skænkede gemalens ble en tanke indimellem...)
Så skulle man jo tro, at alle der arbejder på et hospital kan engelsk - NEJ. Endnu en sprogbarriere. Der var dog en engel, der svævede over vandene, som kom og oversatte til engelsk, når der var stuegang og når eksperten i ukontrollerbar tarmfunktion var til stede. Hun har også et nummer, man kan ringe til - og jeg skal hilse og sige, at vi har kun mødt venlige ansigter på trods af sprogvanskeligheder og en service der - hvis den ikke er lige så god som den danske simpelthen er bedre.
Og så har vi tegnet en forsikring for længe siden - LB - som har indbygget rejseforsikring. Siden vi viste den - og vores pas - blev gemalen flyttet fra skadestuen med en skrigende baby, som hele tiden skulle suges og en masse andre patienter - til en enestue på etagen over. Og se lige, hvordan den så ud:
Så regnede vi jo med, at gemalen efter et døgn ville blive løsladt - men nej. Hans forhold til toilettet er ikke formindsket - det vælter stadig ud af ham. Såeh hvad gør man så? Jeg ringede til englen, og spurgte om hvordan jeg i det hele taget skulle forholde mig. Hun sagde, at hvis gemalen ikke er i stand til at rejse i morgen, så sørger FORSIKRINGEN for at give rejseselskabet besked - og FORSIKRINGEN sørger for at få os af sted, når gemalen er fit til at rejse.'Thank you. Sorry - I just worry'. 'Don't worry - if you worry, your husband also worry.' var hendes svar. Så nu har jeg foreløbig smidt bekymringerne overbord og koncentrerer mig om gemalen og de 'daglige gøremål' - og tak for det ;)
Kommentarer
Send en kommentar