Mad hver anden dag - 3 år...

... Så er det vel en livsstil - ik'? Jeg har jo justeret en hel del, for at få det til at gå op i hvad der passer ind i mit liv. Det er blevet til to hele fastedage - tirsdag og søndag - og en halv fastedag - torsdag (hvor jeg øver med lærerbandet og vi spiser sammen). Jeg spiser altså normalt mandag, onsdag, fredag og lørdag.
For min livsstil gælder de almene regler, hvis jeg vil holde min vægt: Jeg skal spise sundt og dyrke motion. Det er altså ikke en genvej. Selv om jeg tabte mig i starten, vænner kroppen sig til at man faster og retter ind efter det. Jeg kan altså ikke spise usundt uden at tage på.
Hvilke fordele er der så? Hvorfor gør jeg det så endnu?? Hmmm - på fastedagene er der meget aktivitet på første sal, fordi kroppen ikke skal bruge energi på at forbrænde. Jeg sidder altså ikke og hænger til møder henad eftermiddagen. Det er fedt! Jeg skal ikke lave madpakke/tænke på mad på fastedage. Det er fedt!
Og så er der ro i øverste del af maveregionen, når jeg faster. Der renses kun ud - også en rimelig fed viden.
Jeg har kort sagt ikke set mig tilbage, siden jeg startede. Kun justeret dagene, fordi jeg ikke kunne overskue, at hver anden dag betyder forskellige dage hver anden uge - det er svært at planlægge efter. En anden irritation var, at når jeg endelig er hjemme (lærer, så arbejdsdagene er jo blevet længere), så ville jeg nyde at spise med gemalen, så jeg valgte at gøre fredag og lørdag til spisedage.
Men ellers passer denne livsstil mig helt fint. Jeg forventer ikke, at andre skal gøre det samme som mig. Jeg er ikke blevet hellig af det - men mere bevidst om det, jeg indtager.
Og så cykler jeg jo en hel del på min el-cykel. Når vejret er til det, tilbagelægger jeg 2 x 22 km til og fra arbejde langs Strandvejen med Øresundsudsigt - året rundt. Jeg kan slet ikke lade være, når vejret er til det. Det er simpelthen en pine at sidde i bilen på en solrig dag og se cyklisterne give den gas på cykelstien.
Og så har jeg jo meldt mig til årets DHL-løb - igen. Og for at det ikke skal være som for 2 år siden, (hvor jeg ikke havde tilmeldt mig, fordi jeg skulle holde 3 ugers sommerferie i bjergene i Tyrkiet efterfulgt af en uge i Rødding og derfor ikke forventede at kunne forberede mig - og dagen før blev bedt om at deltage alligevel, fordi de mangelede en på et af holdene - som jeg så sagde ja til - og at en kvinde, da jeg stod forrest i startboksen og ventede på start, kollapsede lige uden for gitteret med efterfølgende tilløbende reddere, førstehjælp, båre, bortkørsel og mig tænkende:..... er jeg heeelt sikker på, at jeg kan løbe 5 km med forsommerens 3 1/2 km i benene??) - løber jeg - men ikke nok. Arbejdsdagen er lang, så planen er at løbe mere i ferien, hvor jeg jo ikke får cyklet så meget - et godt bytte. Nå, vi får se. ;)


Kommentarer

Populære opslag