Havkajakkursus-for-absolut-begyndere

Her midt i ferien i det skønne fynske ø-hav dukkede der i mit feed på fb en annonce op for havkajak kursus for begyndere. Gad nok vide, hvor i min algoritme der står at jeg trænger til et sådant 🤔. Jeg har for mange år siden snakket med en kollega som udøste af sin begejstring for sporten. Jeg er ikke på fb med hende og det er lige så mange år siden at Gmalen og jeg blev enige om, at det skulle vi ikke investere tid/penge i. Alligevel havde jeg gået med en drøm om at få det testet som en-af-de-100-ting-jeg-skal-have-afprøvet-før-sidste-salgsdag-udløber.
Nå, men jeg nævner det for Gmalen og vi bliver enige om, at jeg skal tage chancen og tilmelde mig. Og jeg får en plads og to siders info om ting, jeg skal medbringe. Cykelshorts... hm, nu skulle vi jo ikke cykle i ferien, så det blev mine meget spraglede, lange yogaleggings - men det gjorde jo ikke noget; de skulle ned i en våddragt, som klubben havde.
Som altid tog jeg afsted i rigtig god tid. Jeg kan bedst lide at indtage det sted, jeg skal opholde mig, før der kommer mange mennesker, så jeg tjekkede ind 3 kvarter før og fik hilst på instruktøren, hentet mine ting ud fra bilen og frekventeret toilettet - som blev en lidt længere oplevelse end planlagt. Rasmus, som instruktøren hed, sagde, at wc’erne på campingpladsen ved siden måtte benyttes af kursisterne. Nå, fedt, så jeg går op i det stråtægte wc-hus og konstaterer ved første toilet, at wc-papiret er et af dem, hvor man fra midten river et lille stykke af af gangen. Der var masser af papir i beholderen, men der stak bare ikke den snip ud, der ville gøre papiret tilgængeligt. Så jeg går ud og møder en pige, som gik ind samme tid som jeg og kom ud med samme resultat. Nå, jeg går op til receptionen, hvor der står et par, der er ved at tjekke ind. Bag ved dem står en solbrændt fyr med en lille rektangulær ørering i højre øre og hat på. Det viser sig at det er en, som skal lave et tv-program om stedet og han kværner i rimeligt lang tid med receptionisten, mens tårerne i øjene og smagen i munden stiger hos mig.
Det bliver min tur: “Jeg vil bare sige, at ingen af wc-papirdispenserne duer. Der er masser af papir, men ingen papir i udgangen”. “Åh, tak skal du have, fordi du gjorde opmærksom på det - det må vi se at få i orden”, replicerer receptionisten, mens han nikker indforstående til tv-manden og læner sig tilbage i stolen. “Jeg ville nu grumme gerne på toilettet”, fortsætter jeg. “Nåh! Men der er et andet toilet i bygningen her”, siger han og peger på kortet. “Tak!”. Jeg drøner hen til det næste toilet, hvor alting virker. Jeg får også lige hilst pænt på rengøringsdamen, som er ved at pakke sammen.
Tilbage i kajakklubben begynder kursisterne at dukke op. Vi skal være 7 i alt. Der kommer et ægtepar fra Midtjylland, en mand, der har fået kurset i fødselsdagsgave af sin forlovede, som resulterede i den lille misforståelse, at Rasmus troede at der kom en kvinde i stedet, da kurset var bestilt i hendes navn. Så var der en lokal kvinde på min alder, som også hedder Annette og så et ældre ægtepar fra Fyn - konen opvokset ved vandet (manden kaldte hende vandhund) og manden i Ringe, så han havde i hele sin opvækst haft 25 km til vandet uanset, hvilket havde resulteret i meget begrænset kendskab til vand og vandsport. Og så var der mig, sagde hunden.
Vi fik en kop kaffe og en del info ved bordet og midt i at vi får udleveret vores gear kommer jeg i tanker om, at jeg gerne vil have min mobil med, hvilket kræver en vandtæt ting, som de har i butikken ved siden af. Der er andre, der også skal have noget dér, så vi går ind. De andre kommer til og da det er min tur, afviser maskinen mit Dankort. 2 gange. Jeg sveder. Ender med at betale med MobilePay. Da jeg kommer tilbage igen har jeg misset noget info. De andre har fået badesko og er gået igang med info om kajakken. Jeg venter med sko og snart er infodelen slut, men jeg har stadig ikke fået sko og jeg har først nu fundet ud af, at mobilen skal ud af sit cover for at du... De andre driver nedover med vognene med kajakker. Én vogn skal komme retur for at alle kommer med, så jeg står og snakker med Rasmus, mens vi venter.
Og dér bryder solen frem. Vi står i fuld ornat inkl. ekstra varm bluse indenunder. Nu kampsveder jeg. Så jeg må af med vest og jakke før jeg smider den varme bluse. Jeg greb de badesko, jeg syntes lignede min størrelse, hvad de ikke var. De var ca. 3 numre for store. Der kan være meget vand i dem. Og min våddragt var selvfølgelig grå med korte ben, så nu strittede yogaleggings-med-neonfarver ud forneden...
Jeg føler fra nu af, at jeg er bagud på tid - uanset hvad. Så jeg bliver stresset. Om jeg er bange? Det har jeg slet ikke overvejet endnu, men så sætter jeg mig i kanoen... Det skal lige siges at der på mit ur står, at det blæser 19 km i timen og der er en stærk strøm... og det er første gang, jeg bliver udfordret på den måde på min balance. Jeg er rimelig stiv i lemmerne, hvad man jo bliver, når man er skræmt fra vid og sans.
Nå, jeg finder nogenlunde balancen. Vi skal ned langs kysten til et sted, hvor der er mere læ. Rasmus er dygtig til at tjekke ind hos os og stikke en finger i jorden til, hvordan vi har det. Og han ved godt at jeg ikke er helt tryg ved situationen - men han giver på den anden side også plads til at man selv kan få lov til at nørkle med balance, uro og stress.
“Nu kommer der lidt bølger”, siger han, da en motorbåd passerer. ‘Hm, hvad betyder det? Hvad er whorst case her’, tænker jeg. De små skvulp, der kommer virker som en orkan af mediumstyrke i min adrenalin-pumpede hjerne, hvor alt er i alarmberedskab.
Lige så snart vi er i læ og fri af strømmen, slapper min krop lidt af - hvor jeg så i stedet er ved at miste balancen - så panikken tilbage og alle muskler i core, ben og arme spændt til bristepunktet.
Vi får lavet nogle øvelser med at manøvrere kajakken og vi ror ind i sivene, hvor Rasmus fortæller, at mange unge forelskede søger ind her - kyssestien kaldte han den vist.
Vi sejler tilbage til stedet med læ. Meningen er, at vi skal lave en øvelse, hvor vi glider ud af kajakken , tømmer den for vand og stiger på igen - men lige før er der en af kursisterne, der mister balancen og falder i. Hun kommer først tilbage i kajakken efter 3 forsøg, hvor hun til sidst må have hjælp af instruktøren, så mit alarmberedskab kører for fuld styrke igen.
Han giver nu instrukser om - og viser selv - hvordan man kommer ‘kontrolleret’ ud og tilbage på kajakken igen og siger, at de der vil det, kan lave den øvelse lidt ude, hvor vandet går til livet - og at man ellers kan gå ind ved vand til knæhøjde og lave en kontrolleret afstigning dér. Han nævnte ikke lige den tredje mulighed, som jeg valgte. Jeg sagde, at jeg ville lave en fuldstændig kontrolleret afstigning, når vi kom tilbage til startstedet.
Rasmus nævnte fra starten nogle af de naturoplevelser man kan få på vandet. Bla. huserer der jo et marsvin i det fynske ø-hav. Jeg havde på et tidspunkt en film kørende om dette marsvin - at det legesygt sprang rundt mellem vores kajakker og lavede bølger høje som huse. I virkeligheden kom der 3 ænder svømmende mellem vores kajakker. De ændrede hele tiden retning og jeg tænkte (her svømmede de lige foran min kajak)’Lige om lidt bliver de så skræmte, at de letter, hvilket nok vil forårsage en stormflod ;)’. Men det gjorde de ikke - og jeg faldt ikke i vandet, men jeg tænkte mere end 10 gange ‘Kun-en-tåbe-frygter-ikke-havet’. Og vejret udfordrede mig fysisk og mentalt - det mindede mig om dengang Gmalen og jeg havde købt in-lines og allerede efter få korte ture besluttede at løbe fra Helsingør og så langt langs kystbanen, vi orkede - uden at kende forholdene ordentligt på forhånd. På et tidspunkt før Skodsborg kommer vi til en bakke, som i første omgang ser tilforladelig ud - med jo længere vi kom nedad, jo mere fart kom der på. Og bremse kunne ikke kade sig gøre med mindre man smed sig. Og der var kurver, hvor man ikke kunne se, hvad der var omkring næste hjørne. På et tidspunkt havde vi så meget fart på at benene rystede helt vildt - men der var kun én ting at gøre: bliv stående og håb på det bedste. Og det gjorde vi - og vi kom helskindet igennem, men besluttede noget rystet at tage toget fra Skodsborg retur.
Da vi tilbage i klubben evaluerede, fortalte Rasmus, at begyndere som os under ingen omstændigheder skulle give sig i kast med at ro kajak i de vejrforhold, om vi havde haft - men at han var imponeret over den måde, vi havde taget det på.
Hjemme igen skrev jeg til min kollega, som havde inspireret mig, om mine oplevelser. Hun skrev, at hun havde startet med at ro på søer og i roligt vejr. Det var jo nok dét, der i sidste ende trickede mig - vejret. Men min kollegas ord har bevaret min motivation: jeg vil gerne ud igen - også selv om jeg kan mærke alle muskler - genkendte, som dem, jeg ikke anede eksistensen af ;)

Kommentarer

Populære opslag