JAZzz



Et kig i bogen 'Få  mere ud af jazzbecifring på klaver' - sendte mig i et flash-back tilbage til et hængeparti, jeg har haft siden jeg var omkring 11 ;). I min familie skal man tilbage til før min fødsel, før der er nogen musiktradition. Min far spillede kontrabas i et band og guitar da han var ung, mens mor ingen interesse havde i udøvende musik. En generation tilbage var det min mormors søster, der var den musiske - hun blev uddannet klassisk koncertpianist - men måtte opgive sin metier, da hun fik gigt i hænderne.
Mormor elskede musik og havde sine absolutte yndlingsnumre, som hendes kæreste spillede for hende - både på klaver og på hans 4-spors båndoptager.
Min første singleplade var med John Mogensen og den blev slidt godt. På besøg hos mormor havde min lillesøster, storebror og jeg en vis interesse i at klimpre på Sigurds klaver. Nu ved jeg jo ikke, om det var fordi vi var rimeligt blanke på det felt og at det derfor ikke kan have lydt særligt godt at min mormor proklamerede, at hun ville sørge for, at vi fik et klaver på hjemmematriklen og at den af børnene, der modtog klaverundervisning længst, skulle arve klaveret. Og jeg var PÅ! Allerede fra 2. klasse havde jeg til musik i skolen taget de første skridt ind i nodernes verden med blokfløjte - ret usædvanligt af en fremsynet folkeskolemusiklærer, som havde fået dispensation til at give os en blokfløjte, som jeg øvede flittigt på.
Nå, på den tid fandtes der ikke elektriske keyboards til hjemmebrug (pris/volume), så mormor fandt et Hindsberg, som hun fik sat i stand og stor var dagen, da klaveret ankom! Det var godt nok flot.
Jeg havde en veninde, som også havde klaver hjemme hos sig. Hendes far var trommeslager i et band. Bandets jazzpianist var lige begyndt på at undervise hende, og hun viste mig, hvad hun lærte hos ham. Jeg var simpelthen solgt. Alle de farver der kunne komme ud af hendes fingre - fantastisk, simpelthen. Jeg fik nummeret til ham og ringede ham op - præsenterede mig som Susannes veninde og spurgte, om han ville undervise mig. Han beklagede med at hans tid var meget knap - og at det kun var en vennetjeneste, han havde gjort, da han havde sagt ja til at undervise min veninde… Jeg kan slet ikke beskrive, hvor skuffet jeg blev - kan simpelthen stadig huske følelsen. Og værst var det, at Susanne efter ganske kort tid hos ham ikke GAD at spille mere. Da var jeg lige ved at kast op over hende!
Alternativet var jo musikskolen. Også her stillede mormor op og betalte undervisningen. Jeg fik en tid og mødte op til første klavertime. 'Nåh,' spurgte klaverlærerinden Elsebeth, 'Hvad kunne du så tænke dig at lære?'. Jeg var lige ved at springes, da jeg hvislede 'JAZZzzz'. 'Hm, nå. Det kan jeg altså ikke lære dig - men prøv lige at høre det her', sagde hun, hvorefter hun klimpede et simpelt klassisk stykke. Jeg tror simpelthen, der voksede en sort sky over mit hoved lige der. Og jeg kunne simpelthen ikke få over min mund at fornærme hende ved at sige, at det simpelthen ikke var det, jeg ville. Det var virkelig et dilemma - den lange vej, det havde taget at komme hertil - klaver, lovning om undervisning - og så er det bedste, de kan stille op med en KLASSISK uddannet lærerinde. Jeg forsøgte at berolige mig selv med at det her jo kun var en begyndelse og at jeg senere måske kunne ændre på forholdene - nu var jeg jo inde…
Så jeg fik første skalaøvelse og første melodi med hjem. Og jeg øvede og jeg øvede - men det lød altså så langt fra det, min veninde havde præsenteret mig for! Men jeg fortsatte stædigt og fik et rimeligt forhold til klassisk musik.
1½ år efter startede jeg i pigegarden, hvor jeg lærte at spille trombone. Det var et herligt liv med masser af rejser i Europa og USA, men en ting, der hele tiden hang over hovedet på mig var, at jeg altid spillede efter noder. Jeg lærte aldrig rigtigt harmonisering og i det hele taget sammenhængen i musikken. Sæt en node foran mig, så kan jeg stave mig igennem den og spille den, men altså der var altså ingen, der skulle bede mig om at improvisere noget som helst - bare tanken var angstprovokerende.
Der var mange bands i Helsingør på det tidspunkt, der spillede til 12-timers-fester og på spillesteder rundt om i byen. Der var en forening HAMU (Helsingør Aktiv Musik Ungdom), som man kunne være medlem af og komme billigt ind til deres koncerter. Et af de mest populære bands hed DC Army Band, hvor bla. en af Launbjerg-brødrene sang og Flopper (Flemming Gernyx), spillede trommer. Da jeg var i erhvervspraktik i Aage Jensen i Helsingør, kom der mange musikere forbi og købte alt muligt. Her kom Flopper også. Jeg havde hørt ham spille flere gange og kunne godt tænke mig at få noget undervisning af ham, så jeg spurgte ham en dag, om han ville undervise mig - selvfølgelig mod betaling. Han lurede lige på mig og sagde, at det måtte han lige overveje. Et par dage efter kom han tilbage og sagde, at det var helt ok og vi startede kort efter. Vi øvede hjemme hos ham selv. Og her forstod jeg først hans skepsis, da jeg så teenagepiger ligge på lur ved hans hus. Selv om jeg var hans første elev, og jeg ikke øvede mig synderligt, lærte jeg en masse hos ham. Jeg tænkte meget på, om jeg ikke kunne bruge nogle fra min anden musikverden til at lave et band selv, men opgav pga. den store node-barriere der var - jeg spillede jo ikke engang efter becifringer og det var der i hvert fald heller ingen, der gjorde i pigegarden.
Jeg gik til klaver i 5 år og i pigegarden i 6 år - tror mormor var meget skuffet over at jeg holdt op. Men da jeg var den, der havde holdt ud længst, var det mig, der skulle arve klaveret. Jeg fortsatte i byorkesteret i Helsingør - far havde købt en trombone til mig i USA og det var bla. gamle medlemmer fra pigegarden, der spillede der, så det var rimeligt 'trygt', men det ramte stadig ikke loftet, hvad mine oprindelige ambitioner angik.
I en periode spillede jeg i et Big Band i Sydhavn. Her spillede jeg for første gang sammen med nogle, der spillede efter humør - gehør! Selv om vi alle fik noder, blev det af nogle betragtet som et temperamentsspørgsmål, hvordan de skulle angribes. Jeg fattede simpelthen ikke hvordan de gjorde, men lagde nu mærke til, at samme musik kunne spilles på en million måder - og jeg græmmede mig over mit ringe bidrag hertil.
Da jeg flyttede til Wassersleben fulgte 4½ år uden musik. Jeg havde travlt med at arbejde og senere at tage HH.
Hjemvendt mødte jeg min kommende mand, som var boksetræner. Han trænede 3 gange om ugen og var tit til stævner i weekenden. Vi ville gerne foretage os noget sammen, så vi startede i sambabandet Apollon i Helsingør. Efter 3 gange der sagde vores instruktør, at jeg skulle være dirigent (fordi jeg var den eneste, der kunne tælle til 4 - nej, jeg vidste bare, hvor slagene lå  og kunne læse en rytmenode;))
1990 startede jeg på seminariet, hvor jeg bla. havde musik som hovedfag. Her mødte jeg folk, som både var 'kun' til noder, som jeg selv og de, der kunne 'både og'. Og her lærte jeg becifringer bedre at kende, men manglede stadig den grundlæggende viden - et stort gabende hul, hvor 'sammenhæng' og 'forståelse' lå gemt. Mit instrument blev tværfløjte, da de ikke havde en trombonelærer og vi var blevet frarådet at tage klaver, hvis vi allerede havde stiftet bekendtskab med det. Jeg fik en rigtig god lærer, som lærte mig at nørde så meget i de stykker jeg lærte, at jeg kunne det mere end udenad. Udtryk var i højsæde - og det var fedt.
Nu fulgte så den tid, hvor jeg koncentrerede mig om at få min undervisning ud over rampen - didaktik, metodik og formidling. Det har jo ikke meget med min egen kunnen at gøre og det eneste tidspunkt, jeg virkelig fik nørdet igennem var på Rødding-kurserne, jeg deltog i i en årrække. Her får man musik på alle måder i 5 dage fra morgen til nat. Det kan jeg virkelig anbefale, hvis man har noget, man synes man mangler….
Nå, det var et lille flash-back - nu vil jeg studere lidt videre i bogen, der sendte mig derhen… J



Kommentarer

Populære opslag