Mad hver anden dag - gib!

Det gav et lille gib i mig her til morgen, da jeg stod på vægten. Den svingede lige fra 70 ned på 69,5 - første gang jeg har set noget, der startede med 60 i mange, mange år. Det er også mange år siden, jeg har vejet mig jævnligt, simpelthen fordi det var for deprimerende at konstatere, at jeg ikke tabte mig/tabte 'for lidt'/tog på.

Jeg har været i mit projekt, hvor jeg spiser hver anden dag 2½ måned - ved ikke, hvad jeg egentlig vejede, da jeg startede - var i hvert fald i kampvægt. Men da jeg tog gamle yndlingsbukser frem og konstaterede, at jeg kunne passe dem, måtte jeg lige en tur på vægten, fordi jeg vidste, at jeg var på rette vej. Da vejede jeg 71-komma-et-eller-andet. Jeg nærmer mig altså min idealvægt, så det er svært at få armene ned…

Det er simpelthen ren nydelse at komme herned! Og dette har intet at gøre med det, vi gennem mediebilledet bliver spammet med angående udseende - nej, dette har med mit velvære at gøre - at jeg har det godt fysisk, kan bevæge mig ubesværet - jeg føler kort sagt, at jeg er kommet ud af mit kødelige fængsel! Og jeg tænker på de overvægtige, jeg ser hver dag i bybilledet - og på hvordan jeg selv følte mig før, for det er virkelig et fængsel at være begrænset af overvægt: Lårenes evige friktion, deller under armene, følelsen af lår-i-skoene, sved-uden-egentlig-grund - ja, jeg kunne blive ved.

Man får simpelthen fysisk og mentalt overskud til at foretage sig noget - rykke, om du vil.

Jeg bliver mere og mere overbevist om, at projektet med mad-hver-anden-dag ender som livsstil for mig. Jeg snakkede med en kollega om det i går. Hun overvejer en anden kur, som kræver, at man ved, hvad der er i de forskellige madvarer. Det er så ikke noget for mig, for jeg er bare glad for, at jeg ikke skal overveje, hvad jeg spiser og hvor meget (for det er altså begrænset, hvad der kan være i maven - jeg kan under alle omstændigheder ikke spise for 2 dage på én dag). Jeg skal altså ikke 'forsage', hvilket passer mig bedst. Og jeg har hele tiden udsigten til næste måltid - altså ikke noget med ørkenvandringer, hvor man kun må spise xx gram af xx.

Vores køleskabs indhold er i den grad også skrumpet. Jeg køber simpelthen meget mindre ind end før. Gemalen, som jo har rundet pensionistalderen for længst, spiser også mindre, end han gjorde før, og da vi kun er to, skulle jeg, da jeg startede på projektet, lige vænne mig til at sætte forbruget betydeligt ned.

Jeg har altså svært ved at se noget negativt her - og jeg føler  ikke sult på ikke-maddage, såeh….. ;)