Et møde

Mit første møde med John Høybye var, da kommunen et par år efter jeg var startet som uddannet musiklærer bevilgede mig penge til diplomuddannelsen indenfor musik, som lige var blevet oprettet. Jeg glædede mig til at komme i gang - mente helt bestemt, at jeg skulle bygge videre på min uddannelse som musiklærer.

Allerede i starten var der planer om, at uddannelsen skulle nedlægges igen, så vi var nogle studerende, der lagde hovederne i blød og skrev en protest. Vi sad på JH's kontor efter endt undervisning og kogte et skriv sammen, som JH videreformidlede...

I det første modul var der 2 undervisere - den ene var JH. Den første dag, vi havde ham, kom han med et kopisæt med alle de melodier, der skulle under behandling i modulet og der blev lagt en plan om, hvem der skulle vende vrangen ud af hvilket stykke - vi studerende skulle kort sagt instruere et stykke hver. Jeg valgte et rimeligt svært korstykke (starter med 'De-ba-du-da' - husker ikke titlen, men undredes dengang over, at en tysker kunne lave så fedt et bossanr..;)) og en dato så rimeligt langt ud i fremtiden, at jeg havde tid til at øve mig (jeg underviste jo også alle de andre dage undtagen tirsdag, hvor jeg var inde på Emdrupvej).

De andre studerende, jeg gik på hold med, var rigtig dygtige, så jeg lagde mig virkelig i selen hjemme og brugte et utal af timer på at få selve klaverspillet og diktionen med diverse indsatser på plads.

Da dagen, hvor det så er mig, der er 'på' oprinder, samles vi som sædvanligt til morgenbord i køkkenet, hvor der er en del løs snak. Der er en på holdet, en fyr, som er ret opmærksomhedskrævende - og som til tider udfylder hele rummet. Det har vi efterhånden vænnet os til - men i dag kommer det helt bag på mig, at han allerede ved morgenmaden siger, at han har et par spørgsmål ang. det stykke, der skal gennemgås i dag - og at JH lader ham tage hele scenen - både til resten af morgenkafferitualet - og hele resten af seancen - (som jeg i parentes har brugt evigt megen tid på at forberede). Enden på det bliver, at jeg ikke får fremlagt så meget som et pip - og jeg er simpelthen så vred, at jeg ikke kan sige et ord!

Første prøve/eksamen, som skal bestås, for at man kan gå videre på næste trin nærmer sig og jeg lægger mig virkelig i selen og øver et klaverstykke, som i mine øjne er rimeligt svært. Til denne prøve benyttes interne censorer, og til klaver/rytmik-delen fungerer JH som censor.

Jeg kommer svedende - men vel gennem klaverstykket og fik en rytmisk opgave, som skulle spilles med en blyant i bordet fra bladet. Jeg er rimelig god til rytmik - har masser af erfaring fra 6 år som dirigent i sambaband, samt på læreruddannelsen. JH siger - efter min 'fremlæggelse' - at han ikke er helt sikker på, om jeg spillede synkopen rigtigt - så han beder mig spille opgaven igen, hvilket jeg gør (og jeg er altså ikke i tvivl om, hvordan synkoper skal spilles). Så siger han: 'Ej - jeg tror, at den går du hjem og øver på igen - og så ses vi bare på tirsdag' - ergo pergo: jeg er ikke bestået. Hans kollega, som er min lærer i rytmik siger ingenting. Jeg er tæt på at eksplodere, men siger ingenting - tager hjem og vender aldrig tilbage - jeg mener: hvis JH kan sidde og smæske og mæske sig i, hvem der skal bestå på dét grundlag - så kan han jo bare dunke mig efter forgodtbefindende - og jeg ville altså ikke være hans prygelknabe.. Altså: ingen diplom til mig.

Mit næste møde med JH er, da en korleder fra en af kommunens skoler tager initiativ til et kommunalt korstævne. Der er stemning for at fremføre JH's 'Orla Frøsnapper'. Til vores første møde bemærker JH, at han synes, at han har set mig før. 'Det kan jeg slet ikke forestille mig', er min kommentar til det. Og han lader det ligge. Til stykket har han brug for et blæser ensemble - vi låner nogle blæsere fra et lokalt orkester og jeg tilbyder mig med min trombone, som jeg lærte at spille på i pigegarden i sin tid.

Det er lidt op ad bakke med resten af ensemblet, fordi deres bidrag til spillet er meget temperamentsafhængigt - de spiller kort sagt, som de har lyst til, hvilket aldeles ikke passer en perfektionist som JH. Mit spil komplimenterer han til gengæld…. ;)

Efterfølgende møder jeg ham et par gange til de 5 musikdage i Rødding, hvor han er korleder og underviser i et par moduler og jeg er kursusleder/praktisk gris, fordi jeg nu sidder i forretningsudvalget for Folkeskolens Musiklærerforening. Vi har et samarbejde omkring udarbejdelsen af programmet for den aften, hvor kursets deltagere skal synge korværk til koncerten for omegnens beboere og div. påhæng. JH er som sagt perfektionist og programmet bliver rettet ind, så det bliver, som han vil have det. Jeg yder den bedste service, jeg kan komme i tanker om, men holder mig ellers i mere end arms længde fra ham. Når han underviser det store kor, sætter hans perfektionisme en bremser i hans tolerancegrænse for sangerne. Han lader sig irritere over småting og det påvirker sangerne - og gør dem unødigt utrygge, fornemmede jeg flere steder.

JH deltog flere gange i Rødding. Når man har været korleder/instruktør 3 år ryger man ud i en årrække, og kan vende tilbage derefter. JH blev valgt ind igen i sit jubilæumsår, hvor det var en lidt anden JH, vi oplevede. Han var ligesom blevet mere tolerant og mildere i sit udtryk. Vi var nogle stykker, der diskuterede, hvor vidt der havde været en coach ind over dér, for forandringen var mærkbar…

Jeg kender mange, der er duperet over JH's musiske evner - og hans innovative evne til at promovere sig selv - det er ikke alle forundt. Men jeg kender også mange, der har kommenteret hans mangel på pædagogik og mangel på menneskeforståelse/empati. Jeg er bare en af dem, der har krydset hans vej….