OBS! Skal du til Tyrkiet med din enhed? Uden fast trådløst net - ok - så se liiige her ;)

Gemalen og jeg Skulle nyde 3 uger i en vens lejlighed i Gümüslük – med dejlig swimmingpool. Med mig skulle jeg selvfølgelig have min nye mini I-Pad. Jeg havde hos min udbyder i Danmark spurgt, hvordan jeg skulle forholde mig mht. at komme på nettet (vidste, at der ikke var trådløst net, hvor vi skulle bo.) Jeg fik at vide, at jeg bare skulle købe et simkort med data lokalt – firmaet var ligegyldigt. Som sagt så gjort. Første dag efter ankomst strøg vi ned til Turkcell, hvor jeg fik brokket mig frem til mit forehavende (ingen talte ordentligt engelsk- så det var lidt fingersprog osv..) Nå, jeg fik mit SIM-kort, som skulle kunne downloade 13GB og vare et halvt år. Fint nok. At betale ved kasse et.

Det var jo rent fornøjelse, at selv om vi havde omdirigeret vores avis til et par venner derhejmme, så havde vi mulighed for at læse aviserne på nettet alligevel. Facebook og div. mailbokse blev selvfølgelig også tjekket. I går talte gemalen og jeg om, hvor dejligt det var, at man trods alt kunne holde sig á jour, selv om man var under varmere himmelstrøg.

Til morgen var jeg på vej op og dyrke min morgenyoga og tage en svømmetur. Gemalen satte sig med I-Pad’en for at læse avisen. Meeen lige et skridt fra døren brummer han: ”Hm, det kan jeg ikke forstå – der er vist ingen forbindelse.” ”Nå, lad mig lige se,” replicerer jeg og tager maskinen i øjesyn. Og søreme om der ikke står ”ingen tjeneste” oppe i hjørnet. Nåda, og hvad gør man så? Vi blev enige om at tage til Yalikavik, hvor kortet var købt lige efter min morgensceance.

I butikken i Yalikavik, hvor ingen taler engelsk, så man forstår det - og med mine ikke-eksisterende tyrkiske kundskaber -  kan ingen af medarbejderne hjælpe mig. Der står dog en mand af tyrkisk herkomst med et bragende godt engelsk, som har været ’abroad’, som forbarmer sig over mig (gemalen er på dette tidspunkt gået udenfor). Han fortæller, at enheder udefra efter 14 dage bliver blokeret og at man – for at genaktivere det skal – og hold nu fast: betale 115 tyskiske bananer i skat. Beløbet skal betales i banken. Han henviser til en bank om hjørnet og siger, vi derefter må en tur til Bodrum, hvor de autoriserede Turkcell-butikker ligger og have herligheden konfirmeret der.

Nå, jeg takker herren, vi finder banken om hjørnet, tager et nummer og venter. Da det så bliver vores tur, får vi at vide, at for at foretage sig noget i denne bank, skal man være indfødt – eller i hvertfald statsborger i Tyrkiet. Vi må benytte en af de andre banker i Bodrum.

Altså: vi kører til Bodrum. Her er vi inde i 3 banker, hvor vi venter – og venter, før vi rammer den rigtige. Her får vi så at vide, at vi mangler et ’taxnumber’. What the f… er et taxnumber?? Jo, et sådant skal man indhente hos skattevæsenet (som i parentes mærket ligger 2 km fra banken). Vi beslutter at tage en taxi derop. 20 bananer. Der er middagslukket. 20 bananer tilbage. Jeg finder en mail i min mailboks fra Turkcell, hvor der står et nummer – måske er det det nummer. Tilbage til banken. Træk nummer. ½ time efter: Nej, det er ikke det nummer – det skal hentes på skattekontoret. OK, ud i taxi igen, nu er middagspausen overstået (og vi har intet fået at spise siden i morges…) – 20 bananer. Ind på skattekontoret – nummer – gemalen siger, jeg skal spørge nogen – jeg spørger – og bliver sendt ned i kælderen, hvor jeg igen spørger og bliver henvist til en skranke. Her bliver jeg bedt om mit pas, min mors og fars navn, hvorefter damen på en lap papir skriver et nummer. ”This is your taxnumber”. ”Thank you very much!”

Vi hyrer endnu en taxi og tager direkte ind til banken igen. Trækker et nummer og venter denne gang 3 kvarter. Da det er min tur har jeg alting parat – de to numre, der skal bruges, mit pas og 115 bananer. Det tager et stykke tid, hvor damen sidder og skriver på sin pc. Jeg venter… ”Your taxnumber, please”, siger hun så. Jeg peger på lappen, hun sidder med i hånden: ”That is my taxnumber”. ”Sorry, it is not the right number”. ????? Jeg fatter ikke en bjælde. “Are you saying, that is the wrong number?” “Yes”. Jeg fortæller, hvor jeg har nummeret fra – om hun har mulighed for lige at tage knoglen og ringe op til skattekontoret og sige noget á la: Jeg har dette pas nummer – men I har lavet en fejl – skattenummeret passer ikke – vil De lige give mig det korrekte nummer? Men det vil hun da ikke – nej, hun kalder på sin foresatte, som gentager ”It is the wrong number” – jeg gentager smøren ovenfor – og han replicerer: ”Sorry it is not our fault – you have to go back to the taxbureau”. Dér kunne jeg ca. have smækket ham en på skrinet. Jeg fortalte ham, at jeg havde besøgt hans bank for 3. gang i dag – havde frekventeret skattekontoret 2 gange og jeg har ikke tal på alle de Tyrkcell kontorer i Bodrum, jeg har forsøgt at gøre mig forståelig i – i dag. Kl. var på det tidspunkt 15.15 og vi havde været på sagen siden kl. 9.15. Og vi havde ikke fået noget at spise siden i morges.

Nå, men jeg sagde noget i retning af ”thanks for nothing”, gik desillusioneret tilbage til gemalen, som havde siddet og ventet tålmodigt ved alle stationer. Vi vendte tilbage til bilen – betalte 10 bananer for parkering – og kørte hjem med uforrettet sag – totalt svedige og så udtørrede, at man kunne salte mandler på vores hud.

Vi orkede ikke at tage tilbage til skattekontoret – i morgen er det lørdag, hvor skat og bank har lukket. Så skulle jeg mandag genoptage sagen og betale 115 bananer + benzin for at kunne læse avisen i 5 dage?? Tror jeg ikke….. – tænk, hvis hun på skattekontoret – i stedet for at skrive nummeret på en lap papir havde udskrevet det digitalt… - sikken forskel, det ville ha’ gjort for mig ;)

Nå, anden del: Jeg er selvfølgelig stadig 'på' - dog ikke med I-Pad'en. Var nede hos Turkcell-udbyder i Yalikavik igen for at høre om jeg ikke blot kunne købe et nyt SIM-kort. Der er stadig ingen der kan ordentlig engelsk, men ekspedienten slår op på Google oversæt og skriver på tyrkisk, som bliver oversat til nogenlunde forståeligt engelsk til mig - og vise versa. Så kommunikationen fungerer. Jeg får at vide, at der ikke er noget i vejen med mit SIM-kort, men at det er min enhed, som ikke er registreret i Tyrkiet. Man kan altså ikke - uden at betale skat - være på nettet med sin enhed hernede mere end 14 dage. Suk. Nå, jeg siger så: Jeg har også en bærbar med. Løsning indenfor rækkevidde: Jeg køber et modem til 99 bananer, sætter SIM-kort i - så kan jeg klare mig 14 dage endnu. Perfekt. Vi bliver jo kun en uge. Så jeg er på! ;)